Danmark versus Sverige

Onsdag 11. november 2020 klokken 13.00, Radisson Blu Scandinavia Hotel, Amager, årsmøde i Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin.

De omkring 50 fysisk fremmødte nydeligt klædte læger sidder i et større lokale på rækker med god afstand mellem hinanden, mens professor Jens Lundgren står ved pulten. Han skal i halvanden time være ordstyrer til seancen ’Nationale pandemi-strategier – hvorfor varierer de?’, hvor det er mening, at faglig direktør ved Statens Serum Institut Kåre Mølbak også skal drøfte de vidt forskellige coronastrategier, der har været i Danmark og Sverige i 2020 med sin svenske kollega Anders Tegnell, statsepidemiolog ved Folkhälsomyndigheten.

Et videokamera streamer samtalen til de mange læger, der sidder hjemme foran skærmen på coronasikker afstand, ligesom personificeringen af den svenske strategi er med på en skærm i salen fra et videolink fra Stockholm.

Kåre Mølbak har dog måttet melde afbud, for det er præcis en uge siden, han stod på det pressemøde, der aflivede minkerhvervet i Danmark. Og det er dagen, før han går på pension. Så han er kun med for en kort hilsen på storskærmen, før han må ønske godt årsmøde og forlade opkoblingen. Derfor må Jens Lundgren være interviewer i en længere samtale efter statsepidemiologens oplæg, hvor Anders Tegnell har fortalt, at han mener, at der er nogenlunde styr på det i Sverige.

Det undrer Jens Lundgren, at han kan tale så roligt om den svenske epidemiske situation, når begge lande er godt på vej ind i 2. smittebølge – men med aktuelt dobbelt så mange smittede og tre gange så mange indlagte svenskere.

Lundgren vil gerne forstå, hvorfor svenskeren aldrig fik lukket Sverige ned i samme omfang, som det skete i Danmark og resten af Europa? Hvordan har Anders Tegnell det personligt med at have truffet den beslutningen i klar modsætning til eksempelvis den danske lock down?

Samtalen overrasker Jens Lundgren for symbolet på den svenske epidemihåndtering – der både er blevet forgudet og lagt for had alt, efter hvilken den svensker, man spørger – den måske mest vidende svenske epidemiolog, Anders Tegnell, har faktisk slet ikke været manden med hånden på roret i 2020, som vi ellers har fået forståelse af, forklarer Anders Tegnell selv.

Han er ikke årsagen til, at smittede og alvorligt syge, ældre svenskere er lagt til at dø på plejehjem fremskyndet af hastigt løbende morfin, fordi hospitalerne var overfyldte.

Tre dage før Danmark lukkede ned 11. marts 2020, skrev Statens Serum Institut til kollegerne i Sundhedsstyrelsen og oplyste om, at svenskerne arbejdede på et fagligt notat om en kommende strategi ved egentlig samfundssmitte.

Svenskerne ville dele notatet med de nordiske myndighedskolleger, så landene ’har mulighed for at arbejde ud fra et fælles oplæg,’ som Statens Serum Institut formulerede det.

Det kom landene aldrig til.

Statsminister Mette Frederiksen var den første regeringsleder til at overtage epidemistyringen fra myndighederne og politisk beslutte hun en større nedlukning af landet baseret på erfaringer fra Wuhan, Norditaliens og et ’ekstremt forsigtighedsprincip’.

Dagen efter fulgte den norske statsminister Erna Solberg efter den nye danske kurs og lukkede også alle sine skoler, børnehaver, videregående uddannelser og universiteter efterfulgt af flere restriktioner i tiden efter.

Det skete bare aldrig i Sverige.

På intet tidspunkt under pandemien haft svenske skolebørn under 7. klasse eksempelvis været hjemsendt til Zoom-undervisning, ligesom de svenske restauranter ikke i samme omfang har haft skiltet med ’corona-stängd’ sat i vinduerne.

Landene valgte forskellige epidemistrategier, særligt i 2020, hvor sundhedsmyndighederne i Sverige i modsætning til Danmark og Norge styrede epidemihåndteringen indtil slutningen af året, hvor statsminister Stefan Löfven dog indså ’behov for en tydeligere national styring’.

Under pandemien har det været en yndet sport for epidemiologiske mandagstrænere at udpege Danmark eller Sverige til at have ført den rette coronastrategi, hvor vinderlandet altid har været udpeget efter den aktuelle smitteudviklingen. Og længslen efter fadøl på en cafe. Ligesom det har afhængt af øjnene, der ser og den enkeltes præferencer for risici.

Jens Lundgren har personligt siden 2020 kigget noget forundret på den svenske tilgang.

”Under første bølge af pandemien tog Sverige en stor chance. De gik bevidst imod alle andre europæiske og vestlige landes tilgang, som alle var præget af: ’Vi ved ikke, hvad der sker, vi har de forfærdelige tilstande i Wuhan og Norditalien, så derfor tager vi folk væk fra hinanden og lukker ned’. Anders Tegnell og hans folk holdt fast i den strategi, vi normalt bruger ved influenzaepidemier, som også prægede den danske myndighedstilgang i de første måneder af 2020; som bygger på anbefalinger og information til befolkningen samt udbrudshåndtering på hospitalerne, men hvor værktøjskassen aldrig har indeholdt restriktioner som nedlukninger og den slags,” siger Jens Lundgren.

Særligt i 2020 var forskellene mellem den danske og svenske håndtering store, svenskerne kunne gå på restaurant, alle børn indtil 7. klasse var i skole, der blev lystigt handlet i de svenske shoppingcentre. Det førte til indædte debatter om den bedste strategi, men siden årsskiftet 2020/2021, hvor de svenske politikere tog styring, har de to landes coronahåndtering lignet hinanden markant mere, end mange måske tror. Men da virus smittede de første svenskere i februar 2020 var det fagfolkene i den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, der kontrollerede pandemihåndteringen med klar armslængde til det politiske system.

”Politikerne måtte ikke engang gå ind og presse dem. Folkhälsomyndigheten skulle være helt automon i beslutningsprocesserne, som de anså for bedst for den svenske befolkning. Det var i klar modsætning til Danmark, hvor der ved samfundskriser altid kommer en politisk dimension på. Og som kom på i februar 2020. Og det kan man sagtens diskutere. Vi havde formentlig i Danmark uden den politiske indblanding haft en svensk coronatilgang, men svenskerne løb en risiko ved ikke at gøre, som alle os andre. Og det har de så betalt for i menneskeliv,” siger Jens Lundgren.

Mens Danmark i marts 2021 havde oplevet 411 covid-dødsfald per million, døde 1.296 per million i Sverige.

”Det er desværre ikke overraskende, for præ- og asymptomatisk smittede havde fri adgang til at komme ind på plejehjemmene i stor stil i Sverige særligt under første smittebølge, hvor virkeligt mange af de svenske dødsfald indtraf. De lod smitten rullen som ved influenzaepidemier. De vidste godt, at det ikke var SARS, de var oppe i mod. Det vidste alle i marts 2020. Og de valgte så en tilgang som til influenzaepidemier uden nævneværdige samfundsændringer, det har man jo heller ikke normalt med influenza.”

”Svenskernes smitte toppede også først efter påsken 2020, sådan som de danske sundhedsmyndighederne også havde forventet det herhjemme, hvis ikke vi havde indført de mange restriktioner og lock down. Og hvis ikke danskerne havde efterlevet det. Det var nedlukningen i Danmark, der var årsagen til, at vores smittekurven knækkede, allerede omkring 1. april 2020, to uger før forventet. Svenskerne gik enegang, selv England og Boris Johnson valgte efter nogle uger at vende på en tallerken, da det begyndte at gå galt, og smitten kom ud af kontrol. UK lukkede også ned, selvom Boris Johnson havde afvist det, men ikke svenskerne. Det må man sige, Anders Tegnell og hans kolleger de holdt fast, og det er alligevel ret imponerende: Negativt ment. Alle behøver ikke gøre det samme, men når så mange landes sundhedsmyndigheder og politikere går den anden vej, bør man nok overveje sin position igen, særligt når de kunne se, at det gik ad helvede til hos dem, og smitten bare steg ukontrollabelt. Hvorfor så være Rasmus Modsat? Frem for erkende, at det nok var en fejl, for det kunne ingen jo vide initialt,” siger Jens Lundgren.