Uddrag af Bogen
Vild Virus er udkommet på Politikens Forlag. Her kan du læse et uddrag fra bogens begyndelse, god fornøjelse.
Forord
I hele sit lange lægeliv har Jens Lundgren arbejdet utrætteligt med at bekæmpe smitsom sygdom og små og store virusudbrud rundtomkring i verden. Ikke mindst har han skabt banebrydende forskning inden for behandlingen af hiv, en forskning, som alle smittede overalt i verden den dag i dag nyder godt af. Men da en ny coronavirus i slutningen af 2019 spredte sig fra en inficeret hesteskoflagermus til det første menneske og siden med lynets hast fandt vej til hele kloden, blev han som professor i infektionssygdomme ved Københavns Universitet pludselig hvirvlet ind i begivenhedernes centrum.
I den største pandemi siden influenzapandemien ’den spanske syge’ for hundrede år siden tonede han nærmest dagligt frem i danskernes nyhedsmedier og gjorde os klogere på den nye trussel, der vendte op og ned på vores hverdag. Under hele pandemien har Jens Lundgren forsøgt at være ’den kloge ugle’, som han selv kalder det, der så neutralt som muligt og med afsæt i sit indgående kendskab til tidligere tiders virusbekæmpelse forklarede de mulige scenarier, vi stod i, og kom med kvalificerede bud på, hvad vi som borgere, politikere og sundhedsvæsen kunne stille op.
I denne bog lufter han for første gang sine mere personlige vurderinger af det, vi har været igennem de seneste godt tre år. I det første halvår af coronapandemien stod han selv som overlæge på Rigshospitalet ved sygesengen hos dødssyge patienter med alvorlig covid-lungebetændelse, ligesom han har rådgivet særligt Sundhedsstyrelsen, men også regeringen og Folketinget.
Han har samarbejdet med den øverste epidemigeneral i USA, Anthony Fauci, og hans nærmeste topforskere og ledet den europæiske del af den lægemiddelafprøvning, der førte til det første videnskabeligt dokumenterede præparat mod covid-19, remdesivir, ligesom han har været forskningsleder for den globale lægemiddelafprøvning af nye antistofbehandlinger mod covid-19. Med andre ord har professor Jens Lundgren haft travlt.
Alligevel har jeg i over 40 timer haft det privilegium at sidde sammen med ham på hans hjørnekontor i Parken med udsigt til Rigshospitalet, i villaen i Charlottenlund og i sommerhuset i Nykøbing Sjælland og hørt om hans ihærdige kampe mod smitsomme virussygdomme. Foruden de mange timers interview bygger bogen på mails, sms-korrespondancer, bøger, dokumenter og aktindsigter, videnskabelige artikler samt avisartikler, herunder mine egne gennem mere end to års dækning af pandemien for Politiken.
Bogen er ikke en klassisk biografi om pandemilægen, men et portræt af vilde virus og deres møde med mennesker, som Jens Lundgren har set og oplevet det: Det er en pandemibog tiltænkt alle, der gerne vil forstå, hvad der egentlig skete – og hvad vi har lært til næste gang. For der vil komme flere pandemier. Andre vil have anderledes udlægninger – ikke af fakta om virus, vacciner og sygdom, for det er objektiv biologi, men om rationalet bag og synet på de mange handlinger, beslutninger og politiske tiltag, der bliver truffet i tumultariske tider, når uforudsigelige mikroorganismer leger kispus med os.
God fornøjelse.
Lars Igum Rasmussen Tårnby, juni 2022
Prolog
Great Rift Valley, cirka 100 kilometer syd for Addis Ababa, Etiopien, 1997.
37-årige Jens Lundgren prøver at danne sig et overblik over dagens patienter, der langsomt nærmer sig de engang hvidmalede barakbygninger, hvor skiltet trods afskallingen signalerer Health Station. På en tohjulet oksekærre har en ung mand været flere dage om at bugsere en ældre, svækket mand ned fra bjergene. Andre er nået frem ad jordvejen støttende sig til en søn eller svigerdatter eller er kommet humpende hostende og alene.
Den frodige Rift-dal strækker sig fra hovedstaden Addis Ababa og ned forbi grænsen til Kenya. Hele vejen løber den brusende flod i bunden af kløften. Efter flere dages heftig regn har de kraftige vandmasser trukket hele broer med sig på vej mod syd. Men det interesserer ikke de mange, ofte 200-300 mennesker, der om aftenen, om natten og hen på morgenstunden er nået frem til bygningen, hvor der ydes hjælp mod sygdom og skader. Mænd, unge kvinder med svage spædbørn, ældre krøblinge og hele familier ligger eller sidder på jorden uden for Health Station og venter.
Klokken 8.30 begynder de omkring ti lokale læger og sygeplejersker deres daglige runde. Nogle af de syge ligger halvt bevidstløse, andre er dehydrerede af rejsen i solen og sygdommen i kroppen. Nogle virker psykotiske af infektioner i hjernen, mange har tuberkulose, andre tyfus, mens alle dem, der kaster op og har høj feber, tydeligvis har malaria. De få sundhedshjælpere går rundt mellem de mange og udpeger alle med svulster, bylder og andre gevækster. De skal gå mod et særligt lokale 17, hvor en mand med en kniv kan skære, hvis det kan ligne en løsning.
Health Station har fem metalsenge. Hvem der skal ligge i dem, besluttes hver morgen på runden blandt de syge og svækkede. Personalet har ingen diagnostiske test, så de bagvedliggende årsager til høj feber, hoste, opkast og hyppig afføring bliver aldrig udredt. Men fem mennesker får trods alt en seng i nogle timer og lidt ekstra opmærksomhed.
Resten kommer efter tur ind til en læge eller sygeplejerske i de små undersøgelsesrum med et bord og to stole, intet andet. Efter et par minutters snak og flygtige kig på den syge udskrives der en recept på et lægemiddel. Altid. Ingen patient skal gå tomhændet derfra efter så lang en rejse.
Patienterne bliver henvist til apoteket, hvor de kan købe sig til mulig farmakologisk hjælp mod den sygdom, lægen gætter på, det drejer sig om. Noget viralt måske. Eller bakterielt. Måske skal der lindres smerter. Så bliver de bedt om at rejse hjem igen. Personalet kan ikke gøre mere.
Som led i deres speciallægeuddannelse i infektionsmedicin er Jens Lundgren og seks andre skandinaviske læger på et fire ugers studieophold i tropemedicin. Ligesom de andre kolleger forstår Jens Lundgren intet af, hvad der foregår på Health Station. Hvorfor kommer folk, når de ikke får hjælp? Hvorfor ordinerer personalet konstant lægemidler i blinde? Hvorfor bliver patienterne ikke ordentligt undersøgt? Og hvorfor bliver den store mængde ophobede sygdomme ikke diagnosticeret?
Hjemme på Hvidovre Hospital ville Jens Lundgren have indlagt mindst halvdelen af alle nyankomne på sin infektionsmedicinske afdeling og sendt mindst 20-30 patienter direkte på intensiv. I Etiopien virker det, som om personalet nærmest ikke interesserer sig for de syge. De får ikke så meget som et kvarter hver med fuldt lægeligt fokus. Ingen lytter til deres sygehistorie, som måske kunne indkredse mulige diagnoser. Der bliver ikke taget blodprøver, som kunne danne grundlag for en fagligt relevant farmakologisk behandling. Det er ind på stolen, lidt snak med sundhedspersonen, altid en recept og så ud igen og til højre mod apoteket. Det virker som et dagligt behandlingsteater, han er placeret midt i.
De nordiske læger troede, de skulle hjælpe de syge, lære om tropelidelser og bistå de lokale læger, men her står de midt i et umenneskeligt sygdomsinferno. En dag tilser han selv en svedende ældre kvinde med voldsomt ømme led og hovedpine. Hun er energiforladt og kigger apatisk ud i luften, men hoster ikke, så den danske læge er sikker på, at det ikke er en luftvejslidelse. Da han får oversat, at hun konstant kaster op og er svært forkvalmet, er han stærkt overbevist om, at det må være malaria. Hun er kommet langvejs fra med en håndfuld familiemedlemmer, herunder en yngre pige, der bliver tilset i lokalet ved siden af. Begge får de ordineret malariamedicin, men da Jens Lundgren kort tid efter skal trække lidt luft, står familien mellem barakkerne og skændes højlydt. Kun den unge pige holder en pakke medicin, og en lokal forklarer Jens Lundgren, at familien ikke havde råd til flere. Den ældre, alvorligt svækkede kvinde må nu gå hjem igen, ubehandlet.
De vestlige læger er dybt frustrerede, flere græder jævnligt. De har lysten og evnen til at hjælpe, men ikke muligheden. De ender flere gange i skænderier. Flere af lægerne, også Jens Lundgren, foreslår, at de selv betaler for medicinen til deres patienter, så de i det mindste får behandling. I situationen virker det som en løsning. Men om tre-fire uger er de væk igen, og hvad gavner det så, ud over sjælefreden hos vesterlændingene, lyder modargumentet fra de andre, som vinder.
De skandinaviske læger kommer ikke til at gøre den forskel, de ønskede og forventede. De må acceptere, at de står over for syge og døende patienter med en række udiagnosticerede sygdomme, som de ikke kan behandle. Patienter, som de uden problemer kunne hjælpe hjemme i Danmark, men her må efterlade. Lægerne kan ikke hjælpe mennesker i nød. De bryder deres lægeløfte.
Jens Lundgren kan ikke leve op til de idealer, hvor han ved håndsrækning under den fine ceremoni på Københavns Universitet i sommeren 1987 forpligtede sig til ’at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmennesker gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse.’
Her kan han ikke gøre andet end at sige ’sorry’ – mange gange.
Han har svært ved at håndtere den plagsomme følelse af at lade stå til og bare observere, hvordan nærmest ingen bliver hjulpet, selvom alle lader som om. Det er den eneste mulighed i et land i opløsning, hvor de lokale sundhedsansatte efter bedste evne forsøger at tilse 200-300 nyankomne patienter. Hver dag. Året rundt. Hvor patienter afvises ved døren, fordi andet ikke er muligt. Alt, alt for mange patienter til en alt, alt for lille kapacitet.
I flyet hjem til Danmark er Jens Lundgren nærmest lettet over ikke igen at skulle afvise de mange ved Health Station. Dér beslutter han, at han aldrig igen vil opleve den magtesløshed og det svigt over for et medmenneske. Det skal ingen danskere opleve. Det må aldrig ske, at syge mennesker afvises i hans hospitalsdør. Aldrig.
Kapitel 1 - Parasit baner vej til lægestudiet
Haslev Realskole på Midtsjælland, foråret 1976.
15-årige Jens Lundgren sidder tæt flankeret af sine forældre på rækken foran katederet, hvor fysik- og kemilæreren har taget plads. Træstolene føles lidt hårdere end normalt. Drengen forsøger at undgå øjenkontakt med både forældrene og læreren, så han lader forsigtigt øjnene vandre hen over fysiklokalets mange kolber, stativer og måleapparaturer.
Det er noget uvant, at forældrene er med i skolen, og han ved godt, at det hverken er klapsalver eller ros, der vil fylde lokalet de kommende minutter på dette møde, der skal handle om hans fremtidsmuligheder. Også læreren er lettere betuttet ved situationen. Han er klar over, at direktør Lundgren, der bor ude ved det fine Bregentved Gods, har en fin stilling, en fin bil og en fin akademisk uddannelse inden for elektromagnetisme og kernekraft, resultatet af et langt studie med hårdt bogligt arbejde. Læreren rømmer sig, løfter blikket mod hr. Lundgren og siger det, som det er:
”Det er nok bedst, at Jens får sig en håndværkeruddannelse, som så mange andre børn herfra. Det boglige er ikke ham. Selvom det skulle være jeres ønske, at han kommer i gymnasiet, vil det aldrig gå godt.”
Jens Lundgrens fysik- og kemilærer var ikke i tvivl. Han så ikke den 15-årige teenager som særligt bogligt egnet, for at sige det mildt. Håndens arbejde måtte være vejen for den ikke særligt opvakte elev, ligesom for så mange andre elever, der var kommet til realskolen fra Haslev Borgerskole.
Året før – i 1. real, der svarer til 8. klasse i dag – havde den unge Jens Lundgren fået næstlavest karakter i retstavning. Han kunne knap nok læse, og under mødet med fysiklæreren gik det op for forældrene, Ebba og Carl-Erik Lundgren, at vejen til endnu en ingeniør i familien ville blive lang.
Carl-Erik Lundgren var teknisk direktør ved Sydsjællands Elektricitets Aktieselskab, SEAS, og havde på baggrund af flere års faglig viden om emnet, oparbejdet i Schweiz i 1950’erne, en drøm om at få introduceret atomkraft i Danmark. Men i 1968 måtte han sande, at de nye, oprørske vinde over landet slukkede for atomkraftdrømmen. Han måtte satse sin faglige kunnen på andre energikilder.
Som familieoverhoved slog han derfor til, da lederstillingen hos SEAS stod ledig, og flyttede familien fra villaen i Holte til det hvide bindingsværkshus smukt beliggende ned til en lille sø og direkte over for porten til Bregentved Gods. Ud over den sygeplejerskeuddannede, nu hjemmegående Ebba Lundgren og Jens talte familien hans to søskende, den tre år ældre Anne og den to år ældre Nils. De fem rykkede ind i den tidligere chaufførbolig til godset, små fire kilometer landevej fra Haslev.
Langt de fleste forældre til de børn og unge, Jens boede omkring og legede med, arbejdede, i modsætning til Jens’ direktørfar, som landbrugsarbejdere, staldarbejdere og maskinmestre eller havde andet fysisk arbejde knyttet til godsets drift og dets enorme jordbesiddelser. Jens Lundgren havde kørt mere traktor og gemt sig i høballer på ladernes loft om vinteren med legekammeraterne, end han havde forsøgt sig med vinkelmåler, passer og tommetykke bøger. Eller bøger i det hele taget.
”De fandt jo ud af, at jeg var virkelig dårlig i skolen. Som i virkelig dårlig. Min mor havde forsøgt at hjælpe mig med at lære at læse. Alle mine jævnaldrende kunne jo på det tidspunkt læse en hel bog, men jeg sad og stavede mig igennem siderne. Det var ikke godt, men jeg havde det godt, og mine legekammerater drømte ikke om gymnasiet, men derimod om maskinmesteruddannelsen eller en læreplads. Det overvejede jeg også, hvis jeg overhovedet overvejede noget. Jeg var dreng, klassisk teenager og fuldstændig håbløs. Jeg er måske et af argumenterne for, at man ikke altid skal være så bekymret for specielt teenagedrenge, hvis ikke de lige klarer sig godt. Måske kan de et eller andet alligevel,” siger Jens Lundgren.