Kapitel 1 - Parasit baner vej til lægestudiet

Haslev Realskole på Midtsjælland, foråret 1976.

15-årige Jens Lundgren sidder tæt flankeret af sine forældre på rækken foran katederet, hvor fysik- og kemilæreren har taget plads. Træstolene føles lidt hårdere end normalt. Drengen forsøger at undgå øjenkontakt med både forældrene og læreren, så han lader forsigtigt øjnene vandre hen over fysiklokalets mange kolber, stativer og måleapparaturer.

Det er noget uvant, at forældrene er med i skolen, og han ved godt, at det hverken er klapsalver eller ros, der vil fylde lokalet de kommende minutter på dette møde, der skal handle om hans fremtidsmuligheder. Også læreren er lettere betuttet ved situationen. Han er klar over, at direktør Lundgren, der bor ude ved det fine Bregentved Gods, har en fin stilling, en fin bil og en fin akademisk uddannelse inden for elektromagnetisme og kernekraft, resultatet af et langt studie med hårdt bogligt arbejde. Læreren rømmer sig, løfter blikket mod hr. Lundgren og siger det, som det er:

”Det er nok bedst, at Jens får sig en håndværkeruddannelse, som så mange andre børn herfra. Det boglige er ikke ham. Selvom det skulle være jeres ønske, at han kommer i gymnasiet, vil det aldrig gå godt.”

Jens Lundgrens fysik- og kemilærer var ikke i tvivl. Han så ikke den 15-årige teenager som særligt bogligt egnet, for at sige det mildt. Håndens arbejde måtte være vejen for den ikke særligt opvakte elev, ligesom for så mange andre elever, der var kommet til realskolen fra Haslev Borgerskole.

Året før – i 1. real, der svarer til 8. klasse i dag – havde den unge Jens Lundgren fået næstlavest karakter i retstavning. Han kunne knap nok læse, og under mødet med fysiklæreren gik det op for forældrene, Ebba og Carl-Erik Lundgren, at vejen til endnu en ingeniør i familien ville blive lang.

Carl-Erik Lundgren var teknisk direktør ved Sydsjællands Elektricitets Aktieselskab, SEAS, og havde på baggrund af flere års faglig viden om emnet, oparbejdet i Schweiz i 1950’erne, en drøm om at få introduceret atomkraft i Danmark. Men i 1968 måtte han sande, at de nye, oprørske vinde over landet slukkede for atomkraftdrømmen. Han måtte satse sin faglige kunnen på andre energikilder.

Som familieoverhoved slog han derfor til, da lederstillingen hos SEAS stod ledig, og flyttede familien fra villaen i Holte til det hvide bindingsværkshus smukt beliggende ned til en lille sø og direkte over for porten til Bregentved Gods. Ud over den sygeplejerskeuddannede, nu hjemmegående Ebba Lundgren og Jens talte familien hans to søskende, den tre år ældre Anne og den to år ældre Nils. De fem rykkede ind i den tidligere chaufførbolig til godset, små fire kilometer landevej fra Haslev.

Langt de fleste forældre til de børn og unge, Jens boede omkring og legede med, arbejdede, i modsætning til Jens’ direktørfar, som landbrugsarbejdere, staldarbejdere og maskinmestre eller havde andet fysisk arbejde knyttet til godsets drift og dets enorme jordbesiddelser. Jens Lundgren havde kørt mere traktor og gemt sig i høballer på ladernes loft om vinteren med legekammeraterne, end han havde forsøgt sig med vinkelmåler, passer og tommetykke bøger. Eller bøger i det hele taget.

”De fandt jo ud af, at jeg var virkelig dårlig i skolen. Som i virkelig dårlig. Min mor havde forsøgt at hjælpe mig med at lære at læse. Alle mine jævnaldrende kunne jo på det tidspunkt læse en hel bog, men jeg sad og stavede mig igennem siderne. Det var ikke godt, men jeg havde det godt, og mine legekammerater drømte ikke om gymnasiet, men derimod om maskinmesteruddannelsen eller en læreplads. Det overvejede jeg også, hvis jeg overhovedet overvejede noget. Jeg var dreng, klassisk teenager og fuldstændig håbløs. Jeg er måske et af argumenterne for, at man ikke altid skal være så bekymret for specielt teenagedrenge, hvis ikke de lige klarer sig godt. Måske kan de et eller andet alligevel,” siger Jens Lundgren.