Prolog

Great Rift Valley, cirka 100 kilometer syd for Addis Ababa, Etiopien, 1997.

37-årige Jens Lundgren prøver at danne sig et overblik over dagens patienter, der langsomt nærmer sig de engang hvidmalede barakbygninger, hvor skiltet trods afskallingen signalerer Health Station. På en tohjulet oksekærre har en ung mand været flere dage om at bugsere en ældre, svækket mand ned fra bjergene. Andre er nået frem ad jordvejen støttende sig til en søn eller svigerdatter eller er kommet humpende hostende og alene.

Den frodige Rift-dal strækker sig fra hovedstaden Addis Ababa og ned forbi grænsen til Kenya. Hele vejen løber den brusende flod i bunden af kløften. Efter flere dages heftig regn har de kraftige vandmasser trukket hele broer med sig på vej mod syd. Men det interesserer ikke de mange, ofte 200-300 mennesker, der om aftenen, om natten og hen på morgenstunden er nået frem til bygningen, hvor der ydes hjælp mod sygdom og skader. Mænd, unge kvinder med svage spædbørn, ældre krøblinge og hele familier ligger eller sidder på jorden uden for Health Station og venter.

Klokken 8.30 begynder de omkring ti lokale læger og sygeplejersker deres daglige runde. Nogle af de syge ligger halvt bevidstløse, andre er dehydrerede af rejsen i solen og sygdommen i kroppen. Nogle virker psykotiske af infektioner i hjernen, mange har tuberkulose, andre tyfus, mens alle dem, der kaster op og har høj feber, tydeligvis har malaria. De få sundhedshjælpere går rundt mellem de mange og udpeger alle med svulster, bylder og andre gevækster. De skal gå mod et særligt lokale 17, hvor en mand med en kniv kan skære, hvis det kan ligne en løsning.

Health Station har fem metalsenge. Hvem der skal ligge i dem, besluttes hver morgen på runden blandt de syge og svækkede. Personalet har ingen diagnostiske test, så de bagvedliggende årsager til høj feber, hoste, opkast og hyppig afføring bliver aldrig udredt. Men fem mennesker får trods alt en seng i nogle timer og lidt ekstra opmærksomhed.

Resten kommer efter tur ind til en læge eller sygeplejerske i de små undersøgelsesrum med et bord og to stole, intet andet. Efter et par minutters snak og flygtige kig på den syge udskrives der en recept på et lægemiddel. Altid. Ingen patient skal gå tomhændet derfra efter så lang en rejse.

Patienterne bliver henvist til apoteket, hvor de kan købe sig til mulig farmakologisk hjælp mod den sygdom, lægen gætter på, det drejer sig om. Noget viralt måske. Eller bakterielt. Måske skal der lindres smerter. Så bliver de bedt om at rejse hjem igen. Personalet kan ikke gøre mere.

Som led i deres speciallægeuddannelse i infektionsmedicin er Jens Lundgren og seks andre skandinaviske læger på et fire ugers studieophold i tropemedicin. Ligesom de andre kolleger forstår Jens Lundgren intet af, hvad der foregår på Health Station. Hvorfor kommer folk, når de ikke får hjælp? Hvorfor ordinerer personalet konstant lægemidler i blinde? Hvorfor bliver patienterne ikke ordentligt undersøgt? Og hvorfor bliver den store mængde ophobede sygdomme ikke diagnosticeret?

Hjemme på Hvidovre Hospital ville Jens Lundgren have indlagt mindst halvdelen af alle nyankomne på sin infektionsmedicinske afdeling og sendt mindst 20-30 patienter direkte på intensiv. I Etiopien virker det, som om personalet nærmest ikke interesserer sig for de syge. De får ikke så meget som et kvarter hver med fuldt lægeligt fokus. Ingen lytter til deres sygehistorie, som måske kunne indkredse mulige diagnoser. Der bliver ikke taget blodprøver, som kunne danne grundlag for en fagligt relevant farmakologisk behandling. Det er ind på stolen, lidt snak med sundhedspersonen, altid en recept og så ud igen og til højre mod apoteket. Det virker som et dagligt behandlingsteater, han er placeret midt i.

De nordiske læger troede, de skulle hjælpe de syge, lære om tropelidelser og bistå de lokale læger, men her står de midt i et umenneskeligt sygdomsinferno. En dag tilser han selv en svedende ældre kvinde med voldsomt ømme led og hovedpine. Hun er energiforladt og kigger apatisk ud i luften, men hoster ikke, så den danske læge er sikker på, at det ikke er en luftvejslidelse. Da han får oversat, at hun konstant kaster op og er svært forkvalmet, er han stærkt overbevist om, at det må være malaria. Hun er kommet langvejs fra med en håndfuld familiemedlemmer, herunder en yngre pige, der bliver tilset i lokalet ved siden af. Begge får de ordineret malariamedicin, men da Jens Lundgren kort tid efter skal trække lidt luft, står familien mellem barakkerne og skændes højlydt. Kun den unge pige holder en pakke medicin, og en lokal forklarer Jens Lundgren, at familien ikke havde råd til flere. Den ældre, alvorligt svækkede kvinde må nu gå hjem igen, ubehandlet.

De vestlige læger er dybt frustrerede, flere græder jævnligt. De har lysten og evnen til at hjælpe, men ikke muligheden. De ender flere gange i skænderier. Flere af lægerne, også Jens Lundgren, foreslår, at de selv betaler for medicinen til deres patienter, så de i det mindste får behandling. I situationen virker det som en løsning. Men om tre-fire uger er de væk igen, og hvad gavner det så, ud over sjælefreden hos vesterlændingene, lyder modargumentet fra de andre, som vinder.

De skandinaviske læger kommer ikke til at gøre den forskel, de ønskede og forventede. De må acceptere, at de står over for syge og døende patienter med en række udiagnosticerede sygdomme, som de ikke kan behandle. Patienter, som de uden problemer kunne hjælpe hjemme i Danmark, men her må efterlade. Lægerne kan ikke hjælpe mennesker i nød. De bryder deres lægeløfte.

Jens Lundgren kan ikke leve op til de idealer, hvor han ved håndsrækning under den fine ceremoni på Københavns Universitet i sommeren 1987 forpligtede sig til ’at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmennesker gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse.’

Her kan han ikke gøre andet end at sige ’sorry’ – mange gange.

Han har svært ved at håndtere den plagsomme følelse af at lade stå til og bare observere, hvordan nærmest ingen bliver hjulpet, selvom alle lader som om. Det er den eneste mulighed i et land i opløsning, hvor de lokale sundhedsansatte efter bedste evne forsøger at tilse 200-300 nyankomne patienter. Hver dag. Året rundt. Hvor patienter afvises ved døren, fordi andet ikke er muligt. Alt, alt for mange patienter til en alt, alt for lille kapacitet.

I flyet hjem til Danmark er Jens Lundgren nærmest lettet over ikke igen at skulle afvise de mange ved Health Station. Dér beslutter han, at han aldrig igen vil opleve den magtesløshed og det svigt over for et medmenneske. Det skal ingen danskere opleve. Det må aldrig ske, at syge mennesker afvises i hans hospitalsdør. Aldrig.